Der er sagt og skrevet meget om Google Wave i de seneste måneder, og det bliver selvfølgelig ikke mindre interessant, fordi det faktisk er to danskere der har fået ideen. Men Google er ikke de eneste, der arbejder på et revolutionerende kommunikationsredskab. Hos Mozilla har holdet bag postprogrammet Thunderbird startet et interessant projekt under kodenavnet Raindrop, som kombinerer e-mail med web-teknologier på en helt ny måde.
Ligesom Wave er det svært at forklare, og man er nødt til selv at prøve det for at forstå, hvilke muligheder der ligger i programmet. Den første prototype er netop offentliggjort og på Mozillas Labs websted om Raindrop kan man hente en video, som viser nogle af de fundamentale ideer.
Raindrop samler beskeder fra mange forskellige kilder i samme indbakke – Twitter, Facebook, Flickr og andre – og sørger for at de personlige beskeder fra venner og familie fremhæves, mens upersonlige beskeder fra f.eks. mailing-lister sorteres fra og lander i en separat folder. Raindrop sørger også for, at f.eks. en video fra Youtube vises direkte i postprogrammet, så man ikke behøver åbne et browservindue.
Og der er naturligvis tale om open source med masser af muligheder for at udvikle sine egne udvidelser og tage programmet i nye retninger. Flere af grundideerne minder om Wave, men Google satser stærkere på realtids-kommunikation og definerer nye protokoller, mens Raindrop bruger eksisterende standarder til at skabe forbindelse og integration mellem forskellige systemer.